+4542679011 mail@asmussenmedia.dk

En vigtig del af søgemaskineoptimering er optimering af indholdet på din hjemmeside. Der er mange faktorer der skal være i orden for at man kan have potentiale til topplaceringer på google. Uanset om du har webshop eller anden form for hjemmeside er struktur, orden og godt indhold noget der skal arbejdes på kontinuerligt.

Hvorfor skal vi bruge tid på indholdsoptimering?

Jeg kan bedst forklare onpage SEO, med et tænkt eksempel fra den fysiske verden.

Forestil dig du kommer ind i et supermarked, hvor alle varer bare er tilfældigt stillet på gulvet i hele lokalet. Der er ingen gange, henvisninger eller anden information om hvor du finder toiletpapir, mælk og rødvin.

Når du langt om længe har fundet dine varer, skal du skræve over papkasser for at komme igennem til kassen, som i øvrigt ikke lige virker denne dag.

I en optimeret butik (hjemmeside) Kommer du ind i et rydeligt lyst butikslokale, med overskuelige gange der forbinder de forskellige afdelinger. Der er gode skilte og de forskellige relaterede varer står i samme afdeling. Der er nem adgang til kassen, som i en fart tager mod dine penge og lader dig komme videre.

Google lever af at levere de bedste søgeresultater og vil for alt i verden undgå at sende dig ind på en rodet og fejlbehæftet hjemmeside, som den butik (hjemmeside) jeg beskriver i eksemplet. Derfor er det overordentligt vigtigt at din hjemmeside er struktureret, nem at finde rundt på og fri for tekniske fejl.

Sådan optimerer vi indholdet på en hjemmeside

Herunder beskriver jeg de vigtigste områder vi arbejder på for, at optimere selve indholdet på en hjemmeside.

Tekster

Alle tekster på en hjemmeside skal være unikke, det kan være et stort arbejde, men det belønnes når Google skal bedømme din hjemmeside. Alt for tit ser vi hjemmesider med kopieret tekst, enten fra egne sider eller feks fra producenternes produktbeskrivelser.

Kopieret indhold er gift for din hjemmeside, så er det sagt. Google lever af at levere de allerbedste søgeresultater. Derfor vil søgemaskinen ikke byde en bruger en hjemmeside, som viser det samme resultat du lige har læst på en anden hjemmeside eller et andet sted på samme hjemmeside.

Vi laver tekster der giver værdi for den besøgende og ikke tekst der er optimeret til Google læsning. Den tid er ovre hvor, de mest skøre tekster kunne ranke fremfor tekster der giver brugerne de oplysninger eller viden de søger efter. Der tages selvfølgelig højde for det sprog som de søgende benytter og dermed bruger vi også de samme betegnelser af feks en vare, som der rent faktisk bruges i søgninger.

Søgeordsanalysen er derfor et vigtigt redskab, når vi skriver tekster, men der må aldrig laves tekster som kun giver mening for en robot. Det giver utilfredse besøgende, det ser tosset ud og det får ikke din hjemmeside til at ranke bedre, tværtimod.

Titles

Vigtige ord der kan gøre den helt store forskel og det første den søgende og google ser på din side. Titles skal såvel som din normale tekst være unikke og meget konkrette og præcise i budskabet.

En title skal beskrive nøjagtig hvad den søgende kan finde ved at klikke sig ind på siden. Sætningen må gerne indeholde et Call To Action sidst i sætningen for at opfordre til at klikke.

Rigtig mange hjemmesider har ens titles eller næsten ens og mange har deres firmanavn i alle titles.

Det er ødelæggende for en hjemmesides ranking og gør mere skade end gavn.

Metabeskrivelser

Nogen mener ikke der er grund til at udfylde feltet med Meta beskrivelsen. Teksten har heller ikke nogen direkte indflydelse på ranking, men indirekte har den stadig stor betydning.

Grunden til det er, at hvis man lader feltet stå tomt, henter Google selv noget tekst og fylder i feltet. Det er slet ikke sikkert det er det budskab man vil have ud til den søgende. Hvis vi selv udfylder feltet kan man jo ligeså godt bruge pladsen til at reklamere for firmaet og skrive noget sælgende tekst, der opfordrer til at klikke ind hjemmeside. På den måde kan man skabe en bedre CTR og dermed på den måde hjælpe til bedre placeringer på Google og få flere kunder i butikken.

Billeder og hastighed

Billeder er en vigtig del af kommunikationen til sine besøgende på hjemmeside. Der kan ligge et stort budskab i et billede og derfor skal man også bruge dem så meget det giver mening. I forhold til SEO er der dog den lille hage, at Google ikke kan se hvad der er på billedet. Derfor kan de ikke henvise til billederne uden at de får beskrevet hvad de forestiller.

Når vi laver søgemaskineoptimering optimerer vi også billederne. Ved hvert billeder er der en funktion, kaldet Alt Attribut, her indsætter vi ord der beskriver hvad der er på billedet. Vi får også navngivet selve billedet, mange billeder hedder fra starten feks. a_614616_e_4599.jpg hvilket jo ikke fortæller meget. Google læser også hvad billedet hedder, så vi kalder billedet noget der giver mening.

Hastigheden på en hjemmeside har i dag stor betydning for de besøgende og dermed også for Google og hjemmesidens ranking. Vi har ikke tålmodighed til at vente mange sekunder på et opload, førend vi er videre til næste hjemmeside.

Derfor hastighedsoptimerer vi også en hjemmeside og især billederne er syndere når det gælder forringet hastighed. Ved at reducere filstørrelsen på billederne, kan vi som regel få fart igen på hjemmesiden. En tommelfinderregel siger at en side skal vises på under ét sekund, ellers er den for langsom.

Interne links

Den interne linkstruktur er vigtig for at kunne navigere nemt og logisk. På alle hjemmesider er der en fast menu, som linker til alle sider. Det er dog ikke nok for at vi kan sige den interne linkstruktur er ideel. For det første foretrækker vi at en struktur er så flad som muligt, altså at der ikke er mere end få klik fra forside til den dybest liggende side. Er det ikke muligt at få en flad struktur, opretter vi en sitemap på forsiden, som så henviser til alle underliggende sider på hjemmesiden.

Der skal også linkes på tværs af hjemmesiden. Det gøres bedst ved at tænke på at kunden skal henvises så logisk som muligt. Det kan være du sælger lommelygter og fra denne kategori så linker på tværs til kategorier med batterier osv. Vi linker alt det der giver mening i forhold til de besøgende. Det giver mulighed for at holde på kunden i længere tid og det kan Google rigtig godt lide.

Landingssider

Alt efter hvor stor konkurrencen er på et bestemt vigtigt søgeord eller frase, kan det være givtigt at lave en landingsside.

På en landingsside kan vi give et enkelt søgeord / begreb hele opmærksomheden i beskrivelse og billeder. Det kan feks være et galleri der ønsker at ranke på en bestemt kunstner. Vi laver så en side der omhandler denne kunster, fortæller bla.a. historien bag kunstnerens karriere, hvilke forskellige værker der er lavet og uddyber alt omkring vedkommende. På den måde fortæller vi Google at hvis man er interesseret i vedkommende kunstner, er det er god side at lande på. Fra siden linkes der så selvfølgelig meget tydelig til siden med salg af malerier fra kunstneren.

Vi laver landingssider der giver værdi for brugeren, på den måde er der også store chancer for at nogen linker til siden, hvilket giver endnu flere besøg og bedre ranking.

Læs mere: